Parkiatræet

Parkia Biglobosa er en hårdfør lokal træart, som vokser i varierende omfang i et bredt bælte hen over Afrika. Et voksent træ klarer det skiftende og hårde klima i Afrika godt, og dette har gjort træet til en vigtig næringskilde for de lokale i områder, hvor træet vokser. Parkia træerne kan nemlig meget mere end blot overleve i de hårde omgivelser. Parkia Biglobosa har næringsrigebælgfrugter, som har et højt fedt- og proteinindhold, der kan erstatte kød i madlavningen for de lokale.

Bælgfrugterne består af proteinholdige frø, med et indhold af protein, der er højere end i kyllingekød. Kød er dyrt og svært at skaffe i dele af landet, derfor er træernes proteinholdige frø et fantastisk alternativ. Bælgfrugternes frugtkød er meget fedtholdigt og sødt, og er både en god næringskilde og sand lækkerbisken for landsbyernes mindste. Det søde frugtkød bruges desuden i søde drikke.

Det er ikke kun træernes frugter, der benyttes af lokalbefolkningen. Træernes bark og rødder bruges desuden til medicinske formål, og trætoppens nye skud og mindre blade bruges i supper og salater. Dertil bruges barken til at skabe læderagtige materialer, der bl.a. kan bruges til instrumenter, mens frøene kan bruges til at farve instrumenter.

I den vestlige del af landet er kvinderne specialister i at benytte Parkiafrugterne til at lave et næringsholdigt krydderi til madlavning; de mørke soumbala-kugler laves af parkia-frøene, som fermenteres, og i processen frembringes egenskaber, som også modvirker højt blodtryk.

I følge de lokales animistiske tro, bringer det ulykke at plante træer som Parkia Biglobosa på deres marker, hvilket i høj grad har fraholdt dem i det. Derfor har der hidtil været meget få plantager i området. Som del af Mousso Ta Yiri projektet har oplysning og undervisning i plantagearbejde overbevist 100 viljestærke kvinder fra 10 landsbyer til at indgå et plantagesamarbejde. Det samarbejde har nu resulterede i 10 Parkia plantager.

Når Parkia træerne er omkring 5-7 år gamle begynder de at producere bælge. Ét træ vil producere 2,5 kg. bælgefrugter om året. Med 500 træer til hver landsby får de rigelige mængder til at bespise deres egen landsby og kan vælge at sælge det videre, hvilket er en proces SocieTrees på sigt ønsker at hjælpe dem med.

Bælgene fermenteres og bliver til en traditionel spise kaldet Soumbala, se videoen nedenfor for at få hele processen med.

Om få år vil Parkiatræerne producere bælge med 3,5 TON protein, hvert eneste år, som kan brødføde 10.000 sultne mennesker. Vores fingre bliver grønnere for hver dag og vi glæder os til at kunne etablere flere plantager og mætte flere munde, forhåbentligt snart.

parkiaplante