Få et indblik i landsbykvindernes hverdag på kvindemuseet i Aarhus, og smag på soumbalaen fra Parkiatræerne i Væksthusene. Vi håber, at vi ses!

Oplysningsprojektet har tre faser og er støttet af Danida og CISU (Civilsamfund i Udvikling) med årets fokus på Burkina Faso. Projektet er udviklet med basis i kvindernes hverdag i landsbyerne i den vestlige del af Burkina Faso, men vil desuden oplyse mere generelt om Burkina Faso også. Projektet planlægges til at forløbe i sensommeren og efteråret i 2016.

Første fase: Burkina Faso på skemaet

Oplysningsprojektet starter ud rundt i de danske klasser, hvor elever i 7.-9. klasse har mulighed for at arbejde med Burkina Faso med gratis online og offline undervisningsmateriale. Der vil være videoer, spørgsmålshæfter, kogebog og smagsprøver på soumbala, som laves af frugterne fra Parkiatræer – ja, netop; de træer som de stærke kvinder i vores ti samarbejdslandsbyer planter i deres plantager.

Materialet er udarbejdet med fokus på fagenes Kompetencemål og der tilbydes materiale til samfundsfag, geografi, musik, madkundskab og billedkunst. Kender du en lærer som kunne have interesse i undervisningsmaterialet? – i så fald er du mere end velkommen til at sprede ordet om projektet, så sender vi gerne undervisningsmaterialet og links gratis afsted til de interesserede. Folderen her er en kort introduktion til materialet: http://media.wix.com/ugd/8a1547_3e76f6dde6174350ad11213653041bfd.pdf

Anden og tredje fase: Aarhus-events i efteråret

Anden og tredje del af oplysningsprojektet finder sted i Aarhus. Her udstiller vi på kvindemuseet i Aarhus, som vores egen Phine fra SocieTrees står bag. Hun har besøgt landsbyer i Burkina Faso, og gennem videoer, lyd, redskaber og masker skaber udstillingen en spændende fortælling om kvindernes hverdag og livsbegivenheder  – fra giftemål til omskæring, bryllup og rollen som mor og hustru.

Inden udstillingen på kvindemuseet åbner, afholder vi i Væksthusene et madevent, hvor vi i fællesskab med en eventyrlysten kok skaber opskrifter inspireret af burkinske retter. Det vil være muligt at smage på retterne og opleve dele af den burkinske kultur, og der kan købes kogebøger med originale burkinske opskrifter samt smagsprøver på Parkiatræernes soumbala.

Har du lyst til at bidrage til efterårets events?
Vi glæder os meget til efterårets events og ser frem til at byde velkommen til både museumsudstilling og spændende smagsoplevelser i Væksthusene! Har du lyst til at hjælpe til som frivillig ved vores events i Aarhus, eller kender du lærere som kunne have interesse i at modtage gratis materiale, hører vi rigtig gerne fra dig.

– vi håber på at se dig, når det går løs i Aarhus.